Posts on November 2010

Ar og dimser i ansigtet

Janne Wind fortæller i en kommentar tidligere her på bloggen, at hun har et langt, og siger hun selv rimelig synligt ar, i venstre side af hovedet. Janne bliver tit spurgt, hvorfor hun ikke få gjort ‘noget’ ved sit ar, men hun har i stedet valgt at sætte sin skilning i præcis den side, så arret bliver ekstra synligt. Det er tankevækkende, at jeg sad overfor Janne til en middag i flere timer uden på noget tidspunkt at lægge mærke til arret. Måske fordi hendes vindende personlighed overstrålede den røde stribe. Jeg har det lidt dobbelt med at få fixet ar i ansigtet, og har ikke gjort min stilling klar. For hvor jeg godt forstår Janne og andre, der bibeholder et ar – eller som Jimmy Jørgensen et modermærke – så virker det naturligt og som en del af deres personlighed og krop, så forstår jeg også godt dem, der får gjort noget ved det. Men til gengæld drages mit blik at store knopper, vorter og andre dimser i en sådan grad, at jeg glemmer at høre efter, hvad der bliver sagt, mens jeg undrer mig over, hvorfor folk ikke får fjernet dem.

Share on : 0 Comment

Må man spørge til folks handicap?

I en kommentar til mit indlæg om visuelt tabu, beskriver Lotte, hvordan én af hendes bekendte, der har et synligt handicap, fortæller, hvordan vedkommende ikke har noget imod, at børn kommenterer hans/hendes udseende eller spørger om det. Lotte fortæller, hvordan hendes ven hellere vil spørges direkte og svare på spørgsmål end kigges på i det skjulte. Det er de voksnes reaktioner og forlegenhed, der er svær at tackle. Dette interessante indlæg får mig til at tænke på, en episode fra vores sommerferie.

På en sommerferie en del år tilbage mødte vi en yngre mand med et smart, kunstigt ben, som både kan bøje og strække, så han gik nærmest almindeligt. Men da han havde shorts på, kiggede alle mennesker nysgerrigt. Nogle mere diskret end andre, men de flestes opmærksomhed blev vakt. Især min søn, Christoffer, kiggede meget interesseret, og bagefter affødte vores ’møde’ en spændende diskussion i familien om, hvad der mon var sket med ham.

I familien her har vi straks en indfaldsvinkel, der hedder knoglekræft, fordi Christoffer havde knoglekræft i mellemøret, da han var otte år, og vi på hospitalet mødte børn med samme sygdom, som enten var blevet amputeret eller på anden måde påvirkede i bevægeapparatet. Men som krigsførende nation er det jo også en oplagt mulighed, at manden havde været i krig.

Vores diskussion gik på, om man må spørge folk, hvad der er sket med dem. Personligt er jeg af den faste overbevisning, at du gerne må spørge – hvis du vel at mærke gør det positivt og af ægte interesse. Jeg vil til enhver tid mene, at det er mere ærligt end at lure i det skjulte og snakke bag folks ryg. Det er selvfølgelig underforstået, at du ikke skal gøre det med takt og respekt for det menneske, der ikke har lyst til at tale om sit handicap eller sygdom, men faktisk er det min erfaring, at ærlighed som regel bliver mødt med ærlighed, og at de fleste gerne vil fortælle. Men hvad mener du?

Share on : 0 Comment