Jeg er ved at skrive en artikel om kvinders underliv, og i den forbindelse leder jeg med lys og lygte efter en case. Det skal være en kvinde, der kan fortælle om, hvordan det er at være inkontinent – altså at tisse i bukserne. Historierne vækker jo større genklang, hvis cases står frem med navn (i det mindste fornavn) og foto. Men her er vi løbet imod en mur. Det har simpelthen ikke været muligt for mig at finde en eneste af de næsten 400.000 inkontinente kvinder, der vil fortælle sin historie. Selv er jeg splittet mellem journalistens trang til at bringe den personificerede historie, bryde tabuet – og en stor forståelse for de kvinder, der ikke har lyst til at fortælle naboen og kollegerne om deres problem. Og gør de det, skal det være anonymt. Men her er jeg stødt på en interessant forskel. Mænd har nemlig ikke spor imod at fortælle om deres inkontinens, således kan du i bladet Din Viden læse om flere inkontinente mænd. Stor respekt – og hatten af for dem.

I dag i Berlingske Tidende fortæller en ung pige, hvordan hun hellere ville lide af kræft end af depression og angstangstanfald. “Det (kræft) er i det mindste en sygdom, der bliver accepteret,” fortæller Fie Frøkjær Eriksen. Da jeg startede bloggen her, ville jeg selvfølgelig gerne have kunnet købe domænet tabu.dk, men det var klogt nok allerede optaget – af Psykiatriforeningen. Og de fortjener det!

Janne Wind fortæller i en kommentar tidligere her på bloggen, at hun har et langt, og siger hun selv rimelig synligt ar, i venstre side af hovedet. Janne bliver tit spurgt, hvorfor hun ikke få gjort ‘noget’ ved sit ar, men hun har i stedet valgt at sætte sin skilning i præcis den side, så arret bliver ekstra synligt. Det er tankevækkende, at jeg sad overfor Janne til en middag i flere timer uden på noget tidspunkt at lægge mærke til arret. Måske fordi hendes vindende personlighed overstrålede den røde stribe. Jeg har det lidt dobbelt med at få fixet ar i ansigtet, og har ikke gjort min stilling klar. For hvor jeg godt forstår Janne og andre, der bibeholder et ar – eller som Jimmy Jørgensen et modermærke – så virker det naturligt og som en del af deres personlighed og krop, så forstår jeg også godt dem, der får gjort noget ved det. Men til gengæld drages mit blik at store knopper, vorter og andre dimser i en sådan grad, at jeg glemmer at høre efter, hvad der bliver sagt, mens jeg undrer mig over, hvorfor folk ikke får fjernet dem.

I en kommentar til mit indlæg om visuelt tabu, beskriver Lotte, hvordan én af hendes bekendte, der har et synligt handicap, fortæller, hvordan vedkommende ikke har noget imod, at børn kommenterer hans/hendes udseende eller spørger om det. Lotte fortæller, hvordan hendes ven hellere vil spørges direkte og svare på spørgsmål end kigges på i det skjulte. Det er de voksnes reaktioner og forlegenhed, der er svær at tackle. Dette interessante indlæg får mig til at tænke på, en episode fra vores sommerferie.

På sommerferien mødte vi en yngre mand med et smart, kunstigt ben, som både kan bøje og strække, så han gik nærmest almindeligt. Men da han havde shorts på, kiggede alle mennesker nysgerrigt. Nogle mere diskret end andre, men de flestes opmærksomhed blev vakt. Især Christoffer kiggede interesseret, og bagefter affødte vores ’møde’ en spændende diskussion i familien om, hvad der mon var sket med ham.

Vi har straks en indfaldsvinkel, der hedder knoglekræft, fordi Christoffer selv har haft knoglekræft (dog i mellemøret), og vi på hospitalet har mødt børn med samme sygdom, som enten er blevet amputeret eller på anden måde er blevet påvirket i bevægeapparatet. Men som krigsførende nation er det jo også en oplagt mulighed, at manden havde været i krig.

Vores diskussion gik på, om man må spørge folk, hvad der er sket med dem. Personligt er jeg af den faste overbevisning, at du gerne må spørge – hvis du vel at mærke gør det positivt og af ægte interesse. Jeg vil til enhver tid mene, at det er mere ærligt end at lure i det skjulte og snakke bag folks ryg. Det er selvfølgelig underforstået, at du ikke skal gøre det med takt og respekt for det menneske, der ikke har lyst til at tale om sit handicap eller sygdom, men faktisk er det min erfaring, at ærlighed som regel bliver mødt med ærlighed, og at de fleste gerne vil fortælle. Men hvad mener du?

Fotografen Vibeke Svare, www.vibekesvare.dk, har introduceret mig til et nyt og meget spændende begreb – nemlig ”visuelt tabu”. Hun bruger det i forbindelse med sin bog ”Ramt”, hvor hun har fotograferet 12 kvinder, der alle har eller har haft brystkræft. Kvinderne har ikke kun hver deres individuelle historie og sygdomsforløb – men nu også et anderledes udseende at skulle forholde sig til.  

For mange kvinder er det en belastning oven i kræftsygdomme også at skulle forholde sig til og acceptere deres anderledes udseende – et manglende eller rekonstrueret bryst – og derfor er det så modigt, når kvinder tør stå frem og uden skam eller måske endda med stolthed vise deres ”nye” jeg.  

Jeg må indrømme, at jeg synes at begrebet ”visuelt tabu” er genialt. Det dækker så præcis den følelse, vi får, når der er noget, vi helst ikke vil kigge på, men alligevel ikke kan lade være. Enten fordi, vi synes, at det er ulækkert eller også fordi det bare er for anderledes. Nysgerrigheden kan de færreste vist sige sig fri for, for hvem har ikke prøvet at snige sig til ubemærket at glo på en, der mangler en arm eller et ben. Og i vores verden, der i hvert fald på overfladen dyrker det perfekte, kan det være svært at gå i svømmehal eller på stranden, hvis man ikke lige lever op til idealerne.  

Jeg er stærk tilhænger af, at man viser sig, som man er. For kun på den måde kan vi få udryddet de visuelle tabuer. Og derfor er en bog som denne så yderst velkommen. Og så er den tilmed billig – kun 80 kr.

I denne uge har jeg skrevet et tema i Femina om, at det kan være svært at være en klog kvinde i Danmark. Jeg vil lige starte med at understrege, at jeg er helt med på, at en traditionel IQ-test er udtryk for et bestemt form for intelligens og ved også, at nogle psykologer opererer med flere intelligenser, og det kommer jeg nok til at berøre på et senere tidspunkt.

Det interessant ved artiklen er, at hvor det umiddelbart lyder forjættende at høre til blandt landets klogeste, viser det sig imidlertid, at det ikke altid hænger sådan sammen. Mange højt begavede mennesker får slet ikke den fulde udnyttelse af denne gave, som det jo ret beset er at være hurtigt opfattende. Det kan både skyldes den manglende bevidsthed om, at når man er højt begavet, afskiller man sig ofte også socialt fra alle andre, men også fordomme. Som Eva i artiklen humoristisk siger, tror mange, at et at være højt begavet er det samme som at kunne stå på et ben, spille violin og lire latinske gloser af på én gang. Eva fortæller, at folk hånligt spørger hende, hvad hun dog skal bruge al sin intelligens til og ærgrer sig over, at intelligens er et tabu, og at samfundet ikke værdsætter og glæder sig over mennesker med særlige evner.

Men faktum er, at højt begavede mennesker ofte betaler en høj pris for deres intelligens i form af en elendig skolegang som børn og mangel på accept af deres evner som voksne. I artiklen fortæller Susanne om, hvordan hun følte sig anderledes end de andre – hvad hun jo også var – og hvordan det resulterede i en forfærdelig skolegang med mobning og selvmordstanker.

De to kvinder er skønne at læse om, fordi de er åbne og ærlige, men også realistiske.
Læs artiklen her. Og tænk over, om du nogensinde har hørt et menneske med begejstring fortælle, at vedkommende har scoret højt i en IQ-test eller at vedkommende er virkelig god til noget – som ikke er sport. Og hvad du i givet fald har tænkt.

Velkommen til min blog om tabuer. I højre side kan du læse mere om baggrunden for denne blog.