Velkommen til min blog om tabuer. Ifølge ordbogen betyder et tabu noget, som man undgår at tale om eller beskæftige sig med af sociale eller religiøse årsager.

Tabuer har den konsekvens, at folk føler sig stigmatiserede, alene og anderledes. Lider du fx af en psykisk sygdom, eller har du mistet et barn, er du anderledes end flertallet. Det tror jeg, at de fleste er helt bevidste om og også accepterer. Men følelsen af tabu bliver selvforstærkende, når du ikke kan tale åbent om det, der betyder noget for dig og har haft en stor indflydelse på din hverdag og måske hele dit liv. Værre endnu bliver det, når folk fx går over på det modsatte fortov, hvis de møder dig, når de ikke ser dig i øjnene eller helt lader som ingenting.

Min egen interesse for tabuer strækker sig mange år tilbage. Som sygeplejeelev for mere end 25 år siden arbejdede jeg sammen med en sygeplejerske, der mistede sit foster i 6. måned. Da hun kom tilbage på arbejde, spurgte jeg ægte interesseret, hvad der dog var sket. Hun fortalte mig det nøgternt og kiggede derefter på mig og sagde: ”Du er den eneste, der har turdet spørge mig.” I mange år troede jeg, at en sådan berøringsangst hørte ’fortiden’ til, men jo mere jeg beskæftiger mig med begrebet tabuer, opdager jeg, at vi desværre ikke har rykket os noget, der er værd at prale af. Derfor er det er mere aktuelt og nødvendigt end nogensinde, at få nedbrudt nogle af de mange tabuer, der stadig trives i bedste velgående – selvom vi lever i et moderne informationssamfund.

Tanken om at mine erfaringer kunne udmønte sig i en konkret blog, blev født, da jeg sidste sommer blev interviewet til fagbladet Journalisten til et temanummer om tabuer. Jeg fortalte om mine erfaringer med at interviewe folk om svære og følsomme emner. Mit udgangspunkt var, at det er noget enhver journalist kan finde ud af. Men jeg fik så mange positive tilkendegivelser fra kolleger, der havde haft stort fagligt udbytte af mine erfaringer, at jeg lærte, at det måske ikke er så enkelt endda. Jeg blev bevidst om min store værktøjskasse, der består af en stor interesse, men også mange års erfaringer fra mit tidligere job som sygeplejerske, mit nuværende arbejde som journalist (link til min mand som kvinde) og særdeles dyrekøbte, personlige erfaringer, da min søn i en alder af otte år blev ramt af knoglekræft og var igennem et års opslidende behandling med kemoterapi og efterfølgende stråleterapi.

Jeg har valgt at betragte emnet tabuer bredt og åbent og uden særlig mange begrænsninger andet end, at emnet er tabu og dermed svært at tale om – eller fyldt med fordomme. Derfor kommer du her på bloggen til at læse om forskellige emner med varierende grader af alvorlighed og sorg iblandet. Lige fra døden generelt, forældre, der har mistet et barn, barnløse, psykiske lidelser, arbejdsløshed, overvægtige, handicappede, højt begavede, økonomisk berøringsangst og testamenter til, hvornår er det ok at finde sig en kæreste efter, at ægtefællen er død.

Det er mit store ønske at jer, der har oplevet et tabu og dets konsekvenser på egen krop har lyst til at bidrage og på den måde være med til at gøre denne blog levende og relevant for alle. Ligesom jeg også meget gerne hører om dine tabuer. Selv vil jeg ikke påberåbe mig at være ekspert og sidde inde med den endegyldige sandhed. For sandheden er individuel – ligeså er løsningen, selvom jeg vover at postulere, at der er forbløffende mange fællestræk uanset hvilken tabubelagt sfære, dit liv udspiller sig indenfor. Kan vi sammen nedbryde bare et tabu eller bidrage til at skabe åbenhed og mindske berøringsangsten – er mit mål nået.

God læselyst.