I en kommentar til mit indlæg om visuelt tabu, beskriver Lotte, hvordan én af hendes bekendte, der har et synligt handicap, fortæller, hvordan vedkommende ikke har noget imod, at børn kommenterer hans/hendes udseende eller spørger om det. Lotte fortæller, hvordan hendes ven hellere vil spørges direkte og svare på spørgsmål end kigges på i det skjulte. Det er de voksnes reaktioner og forlegenhed, der er svær at tackle. Dette interessante indlæg får mig til at tænke på, en episode fra vores sommerferie.

På en sommerferie en del år tilbage mødte vi en yngre mand med et smart, kunstigt ben, som både kan bøje og strække, så han gik nærmest almindeligt. Men da han havde shorts på, kiggede alle mennesker nysgerrigt. Nogle mere diskret end andre, men de flestes opmærksomhed blev vakt. Især min søn, Christoffer, kiggede meget interesseret, og bagefter affødte vores ’møde’ en spændende diskussion i familien om, hvad der mon var sket med ham.

I familien her har vi straks en indfaldsvinkel, der hedder knoglekræft, fordi Christoffer havde knoglekræft i mellemøret, da han var otte år, og vi på hospitalet mødte børn med samme sygdom, som enten var blevet amputeret eller på anden måde påvirkede i bevægeapparatet. Men som krigsførende nation er det jo også en oplagt mulighed, at manden havde været i krig.

Vores diskussion gik på, om man må spørge folk, hvad der er sket med dem. Personligt er jeg af den faste overbevisning, at du gerne må spørge – hvis du vel at mærke gør det positivt og af ægte interesse. Jeg vil til enhver tid mene, at det er mere ærligt end at lure i det skjulte og snakke bag folks ryg. Det er selvfølgelig underforstået, at du ikke skal gøre det med takt og respekt for det menneske, der ikke har lyst til at tale om sit handicap eller sygdom, men faktisk er det min erfaring, at ærlighed som regel bliver mødt med ærlighed, og at de fleste gerne vil fortælle. Men hvad mener du?